Tvivl om man gør det godt nok, er god nok eller rigtig nok, er ikke noget man er født med. Det er tvivl der opstår i forskellige livsfaser og i forbindelse med forandringer.

I teenageårene, ungdomstiden, som forælder, midt i livet og sågar også når vi når til pensionen.

Når vi starter et nyt sted; skole, uddannelse og job, og nye opgaver; nygift, forældrerollen, ved skilsmisse, ved tab, ved start af livet som pensioneret.

Tvivl og usikkerhed omkring dét vi er og vores identitet i en ny rolle eller et nyt sted, påvirker vores selvværd. Selvværd er nemlig noget der skabes i samspillet med andre, og når vi vakler i os selv, kommer vi ofte til at trække os væk for at undgå smertefulde situationer. Indimellem fører det til at vi isolerer os uden rigtig at lægge mærke til, hvad der sker. Ensomhedsfølelsen melder sig, nogle gange sammen med skammen over, at være alene eller over, ikke at være ”rigtig”. Alt sammen giver en håbløs fornemmelse hvis det får lov til at blive ved.

Ensomhed og skam er de kerneområder jeg brænder særligt for, og har valgt at fokusere på i min egen praksis. De følges ofte ad og er sammen med tristhed, tit et udtryk for en dybere følelse af personlig forkerthed. Følelser der skaber en hæmmende indre tilstand, som røver dig for at være nysgerrig på livet, og begejstret over stort som småt, og fremfor alt, forhindrer dig i at åbent møde, hvad livet her at byde på.

Det laver vi om på, i terapien. Her arbejder vi fra håbløshedstilstanden til et liv i meningsfuldhed.